Mit navn er Ture Alsvik, og jeg er selv begyndt på golf – igen. Jeg har faktisk været begynder hele tre gange!
Første gang i 90’erne, hvor jeg prøvede golf et par gange under en længere rejse. Da jeg nogle måneder senere var tilbage i Danmark, med motivation om mere golf, satte økonomien hurtigt en stopper for mine udskejelser på golfbanen. Det var dyrt at spille golf i Danmark dengang. Det var en helt anden tid, og golf var i langt højere grad forbeholdt de velhavende.
Det ændrede sig først rigtigt efter 1996, hvor Thomas Bjørn vandt Loch Lomond World Invitational, som var en del af European Tour. Herfra tog det fart med golf i Danmark.
Anden gang jeg startede som begynder var mere end et årti senere – omkring 2010. Men blot to år senere tvang en rygskade under en firmaturnering mig til at stoppe.
Nu er jeg tilbage for tredje gang – med et nyt sving, mindre kraft og meget mere fokus på teknik og kontrol. Jeg spiller omkring handicap 25-30 og nyder spillet mere end nogensinde.
Og efter tre forsøg tør jeg godt sige, at jeg har en vis erfaring i at være begynder!
Meget har ændret sig siden dengang. I starten handlede alt om kraft – jeg kunne slå 150-160 meter med mit 8-jern – men præcisionen haltede. I dag handler mit golfspil mere om teknik, rytme og fornemmelse. Jeg slår kortere, men rammer langt oftere rigtigt. Og det er langt sjovere.
Hvorfor Golfstart.dk?
Da jeg for nylig skulle i gang igen, opdagede jeg, hvor svært det stadig er for begyndere at finde vejledning i butikkerne, hvor man oftest mødes med et skuldertræk, fordi det billige udstyr ikke giver den store avance, og fordi god vejledning kræver tid. Og på golfbanerne render man ofte rundt og leder og leder efter Pay & Play banen, som tilsyneladende alt for ofte er voldsomt nedprioriteret – også når det gælder skiltningen i området.
Som begynder er det svært at finde troværdig viden og realistiske anbefalinger – både i klubber og online. De fleste medier henvender sig til erfarne golfere, mens nybegyndere bliver overladt til tilfældige råd, reklamer og YouTube-videoer. Præcis samme oplevelse som man får i de fleste golfbutikker …
Derfor skabte jeg Golfstart.dk – et sted, hvor nye og let øvede golfere kan finde guides, tests, anmeldelser og øvelser, der hjælper dig med at forstå spillet og udvikle dig trin for trin. Uden alt støjen, og uden at du skal bruge formuer på udstyr, du ikke har brug for.
Mit frirum
Golfstart.dk er et redaktionelt univers drevet af passion. Formålet er at dele praktisk viden, realistiske råd og inspiration fra hverdagen på golfbanen – skrevet på dansk, med fokus på begyndere.




