Golf og ungdommen: sådan ser golf ud, når du er 19-30

27. november 2025

Du står på rangen en tilfældig tirsdag. Til højre for dig står en pensionist i beige bukser og banker bold efter bold ud i disen. Til venstre står en fyr i hættetrøje, høretelefoner på, cap omvendt og en driver, der lyder som en baseballkølle.

Det billede bliver mere og mere normalt.

De seneste år er der kommet markant flere unge ind i golfklubberne. Dansk Golf Union har vist, at antallet af golfspillere mellem 19 og 30 år er vokset tydeligt, især i kølvandet på coronatiden. Golf er kort sagt i gang med en foryngelse.

Denne artikel er til dig, der er ung og enten allerede spiller golf eller overvejer at begynde. Vi skal ikke nørde regelparagraffer eller diskutere, hvilken driver der giver tre meter mere. I stedet handler det om tre ting:

  • hvilke typiske fejl unge golfspillere laver
  • hvor du faktisk bør lægge din energi, hvis du vil blive bedre
  • hvordan du gør det på en måde, så golf bliver ved med at være sjovt og ikke bare endnu en ting du skal præstere i
Faktaboks: flere unge i dansk golf

Dansk Golf Union har de seneste år registreret en tydelig vækst i antallet af unge golfspillere. Antallet af medlemmer mellem 19 og 30 år er på få år steget fra cirka 12.500 til omkring 14.500. Det svarer til en fremgang på omkring 18 procent i den unge voksengruppe.

Samtidig melder DGU om flere juniorer under 19 år og taler om en klar foryngelse af dansk golf.

Hvorfor giver golf mening i 20’erne?

Spørger du en 22 årig, der lige har taget golfkørekort, får du sjældent et svar om frisk luft og naturoplevelser.

Du får noget i stil med: “Jeg vil have en sport, jeg kan nørde med i mange år.” “Vi kan være sammen på en anden måde end bare bar og byture.” “Jeg kan se sort på hvidt, om jeg bliver bedre.”

Og så er der den ærlige del: golf er blevet trendy. Tøj, udstyr og hele looket betyder noget. Instagram og TikTok er fulde af svingvideoer, matchende outfits og fede baner i udlandet. De bedste spillere kan tjene seriøse penge. Og golf hænger stadig sammen med business og netværk i mange menneskers bevidsthed. Man ved, at far spiller. Man har set direktøren på film lukke en aftale på 18. hul.

Alt det spiller en rolle. Golf kan føles som en investering i fremtiden, både socialt og professionelt. Men for langt de fleste unge spillere handler hverdagen på banen om noget andet: at have en sport, der kan passe ind ved siden af studie og job, og som du kan blive markant bedre til over tid.

Det er her, golf adskiller sig fra meget andet. Du er ikke færdig med sporten, når du fylder 25. Hvis du vil, kan du bygge noget op over årtier, ikke bare sæsoner.

De største fejl unge golfspillere laver

Ser man ærligt på det, er der nogle mønstre, der går igen hos mange unge spillere.

Rangen er alt, banen er en eftertanke

Det klassiske mønster: tre spande bolde, de fleste med driver, lidt jern og næsten ingen putts. Det føles aktivt, det ser godt ud på video, og man kan altid sige “jeg har trænet”. Problemet er, at du træner noget andet end det, du bliver testet i på banen. Runder afgøres ikke på de tre bedste drives, men på alle de slag, du ikke filmer.

Altid at spille fra de længste teesteder

Mange unge insisterer på at gå ud fra bagerste tee, fordi “ellers er det jo ikke rigtigt”. Resultatet er lange jern ind til greens, for få birdiechancer og konstant pres. Du får trænet at overleve, ikke at dominere. Og du lærer ikke den følelse, du faktisk jagter: at være i kontrol.

Det korte spil er noget, man tager til sidst, hvis der er tid

Her ligger en stor del af potentialet, og næsten alle misbruger det. De fleste unge kan slå bolden nogenlunde afsted. Det er omkring green og på green, at scoren vælter. Alligevel bruges måske fem eller ti procent af træningstiden på korte slag. Det hænger dårligt sammen med, hvor mange slag de faktisk koster.

Ingen gameplan, kun “jeg ser, hvad jeg føler for”

På banen bliver beslutningerne taget i farten: “Det føles som en driver”, “det her 7 jern kan jeg godt”. Der er ingen simpel strategi for, hvad der er den sikre kølle fra tee, hvor man ikke må ligge, eller hvornår det giver mening at tage risiko. Det er sjovt, når det lykkes. Det er dyrt, når det ikke gør.

Golf som præstationsprojekt til sociale medier

Jo yngre spiller, jo større risiko: hver runde skal se flot ud, hver video skal være hurtigere eller længere end sidst. Dårlige slag bliver slettet, ikke analyseret. Det er en sikker vej til at brænde ud eller sidde fast samme sted, selv om du “går meget op i golf”.

Pointen er ikke, at du skal være kedelig. Pointen er, at du skal være bevidst. Hvis du retter bare to af de her ting, vil din udvikling ændre sig hurtigt.

Hvor bør du faktisk fokusere, hvis du vil blive bedre?

Der er tre områder, som næsten altid giver unge spillere mest for pengene.

Fart og længde med kontrol

Ja, du må gerne jagte fart i svinget og længde på slaget. Som ung har du en fysisk fordel, du bør udnytte. Men fart og længde uden kontrol er bare en dyr hobby.

I praksis betyder det, at du skal kunne skrue op og ned for tempo. Nogle slag i 70 procent tempo, hvor balance og boldtræf er vigtigst. Nogle få slag i maks tempo, hvor du øver at stå fast, selv når det går stærkt. Du skal kende forskel på træning for fart og de slag, du tager med på bane n.

Korte slag og putt

Hvis du vil slå dine venner og sænke dit handicap, er det her du vinder runderne. Ikke i teorien, men helt konkret. Det er en omskrivning af fitness verdens “Don’t skip leg day” til “Don’t skip putt day”.

Et simpelt princip: brug lige så meget tid på wedges, chips og putt, som du bruger på driver og lange jern. Ikke nødvendigvis i samme træningspas, men i løbet af ugen. Hvis du har to timers træning, er det ikke ekstremt at bruge en hel time på det korte spil.

Det behøver ikke være fancy. En simpel øvelse kan være at vælge ét hul på puttinggreen og blive der, til du har ramt tyve putts i træk inden for en køllelængde. Det ser ikke spektakulært ud, men det flytter noget.

Beslutninger på banen

Det sidste fokuspunkt handler ikke om teknik, men om valg.

En enkel regel kan være, at du går en hel runde, hvor du bevidst holder igen: sikker kølle fra tee, konservativt indspil, kun aggressiv linje, når du ligger godt. En anden gang kan du gå en “modsat runde”, hvor du tester, hvad der sker, hvis du tager flere chancer, men stadig med planlagte scenarier.

Det vigtige er ikke, om du er modig eller forsigtig. Det vigtige er, at du ved, hvad du gør, når du står på tee, og at du ikke bare svinger, fordi du har travlt.

Det skal stadig være sjovt

Alt ovenstående kan hurtigt komme til at lyde som militærtræning, hvis det står alene. Golf skal ikke blive endnu et område i livet, hvor du føler, du skal levere perfekt.

Derfor er det nødvendigt at bygge det sjove ind fra start.

En runde alene kan være frihed, ikke straf. Du kan gentage et hul, du ødelagde, prøve en anden kølle, spille to bolde med forskellige strategier. Du behøver ikke dokumentere noget. Ingen ser, hvad du laver, og netop derfor lærer du meget.

Runder med venner behøver heller ikke altid handle om stableford. I kan lave små challenges: flest fairways, færrest tre putts, bedst score på par 3 hullerne. Eller aftale, at taberen giver en Red Bull (eller hvad i nu er til for tiden), men ingen må brokke sig over et enkelt slag hele dagen.

Og indimellem kan det give mening at spille fra kortere teesteder, end du plejer. Ikke fordi du er svag, men fordi du skal træne at håndtere at være under par, have birdiechancer og mærke, hvordan det føles, når banen faktisk spiller med dig i stedet for imod.

Og tag da endelig også og få den der driving konkurrence overstået: Hvem slår længst? Det er jo sjovt og en del af det at være ung at måle sig mod andre.

Unge og ældre: hvad giver det mening at gøre forskelligt?

Grundelementerne i golf er de samme for alle: boldtræf, retning, længdekontrol, regler og etikette. Der findes ikke et “ungt sving” og et “gammelt sving” i nogen seriøs forstand.

Forskellen ligger i kroppen og i hverdagen.

Den ældre spiller har ofte mindre bevægelighed, flere småskader og større behov for at undgå store udsving. Her giver det mening at tale om mere loft på køllerne, hybridkøller i stedet for lange jern, roligere tempo og stor respekt for restitution.

Den unge spiller kan tåle mere. Det betyder, at du kan bygge fart, styrke og mobilitet, hvis du gør det nogenlunde klogt. Det betyder også, at du kan komme til at presse for hårdt, tage for meget risiko og blive utålmodig, hvis udviklingen ikke går hurtigt nok.

Du behøver ikke træne som en på 60. Men du kan lære meget af de ældre spilleres tålmodighed og deres forståelse af, at ét dumt slag på det forkerte tidspunkt (næsten) kan ødelægge en hel runde.

Hvis du kombinerer din energi med deres tålmodighed, har du noget ret stærkt.

Hvis du overvejer at starte nu

Uanset om du er 19 eller 29, er vejen ind i klubgolf grundlæggende den samme.

Du tager et begynderforløb i en klub, ofte kaldet golfkørekort. Her lærer du slag, regler og etikette, og du bliver gradvist sluppet mere løs på banen. Når klubben vurderer, at du er klar, får du handicap og kan få DGU kort, så du kan spille som gæst på andre baner.

Vil du have hele forløbet forklaret trin for trin, kan du læse mere her:

Resten er egentlig simpelt: vælg en klub, dyk ned i begynderforløbet, og brug din tid klogt. Hvis du både giver plads til at nørde og til at have det sjovt, kan golf blive den sport, der følger dig længst i livet, ikke bare den næste trend du prøver af.

Anbefalede artikler