Du kan beregne dit cirka handicap på 2 minutter. Det eneste det kræver er din score og nogle data om den bane du har spillet på. Så kan du se, hvilket niveau du reelt spiller på, selvom du ikke har et officielt handicap i Golfbox.
Hvad du skal bruge
For at kunne beregne et cirka handicap skal du kende:
- Banens par
- Course Rating (CR)
- Slope Rating (SR)
- Din score for hver runde
Hvor finder du Course Rating og Slope?
De fleste pay & play baner oplyser både Course Rating og Slope på deres hjemmeside. Kig under “Baneguide”, “Pay & Play” eller i PDF’en med scorekort. Hvis du spiller på en bane med fysisk scorekort, står CR og Slope ofte trykt sammen med par på bagsiden.
Hvis banen ikke oplyser CR og Slope, kan du ikke lave en reel handicapberegning. Du kan kun sammenligne dine scores med banens par.
Brug ChatGPT til at regne det for dig
Du behøver ikke selv regne på noget. Kopier en af disse prompts, indsæt dine egne tal der hvor der står i kantede parenteser, og send den til ChatGPT.
Prompt til 3 runder
Beregn mit cirka handicap ud fra mine pay & play runder.
Her er mine data:
Runde 1: Score = [indsæt score], Course Rating = [indsæt CR], Slope = [indsæt Slope]
Runde 2: Score = [indsæt score], Course Rating = [indsæt CR], Slope = [indsæt Slope]
Runde 3: Score = [indsæt score], Course Rating = [indsæt CR], Slope = [indsæt Slope]
Brug handicap differentialen: (Score - Course Rating) * 113 / Slope.
Beregn differentialen for hver runde.
Vælg mine bedste runder.
Giv mig et cirka handicap baseret på gennemsnittet af mine bedste 3 runder.
Prompt til 5 runder
Beregn mit cirka handicap ud fra mine pay & play runder.
Her er mine data:
Runde 1: Score = [indsæt score], Course Rating = [indsæt CR], Slope = [indsæt Slope]
Runde 2: Score = [indsæt score], Course Rating = [indsæt CR], Slope = [indsæt Slope]
Runde 3: Score = [indsæt score], Course Rating = [indsæt CR], Slope = [indsæt Slope]
Runde 4: Score = [indsæt score], Course Rating = [indsæt CR], Slope = [indsæt Slope]
Runde 5: Score = [indsæt score], Course Rating = [indsæt CR], Slope = [indsæt Slope]
Brug handicap differentialen: (Score - Course Rating) * 113 / Slope.
Beregn differentialen for hver runde.
Vælg mine bedste runder.
Giv mig et cirka handicap baseret på gennemsnittet af mine bedste 5 runder.
Sådan regner du dit cirka handicap
Hvis du vil forstå, hvad ChatGPT laver i baggrunden, er det denne formel der bruges:
Handicap differential = (Score – Course Rating) × 113 / Slope
Resultatet er et tal der viser, hvilket handicap din runde svarer til. I det officielle system bruger man gennemsnittet af de 8 bedste af 20 runder. Som pay & play spiller kan du nøjes med at tage gennemsnittet af dine 3 eller 5 bedste differentialer.
Hvad hvis jeg har spillet forskellige baner?
Det gør ingen forskel for beregningen. Hver runde får sin egen handicap differential baseret på den enkelte banes Course Rating og Slope. Derefter tager du gennemsnittet af dine bedste 3 eller 5 differentials – uanset om de kommer fra samme bane eller fra flere forskellige baner.
Det eneste krav er, at hver bane har oplyst både Course Rating og Slope.
Eksempel på beregning
Næsten alle par 3 baner har et par på 27 for 9 huller. Hvis du spiller banen én gang, er par derfor 27. Spiller du den to gange som en 18 hullers pay & play runde, er par 54. Du skal altid bruge det par der passer til den runde du faktisk har spillet.
I dette eksempel spiller du 18 huller på en par 3 bane, så par er 54:
- Banens par: 54
- Course Rating: 55,0
- Slope: 85
- Din score: 64 slag
Så ser regnestykket sådan ud:
- 64 minus 55 = 9
- 9 × 113 = 1017
- 1017 / 85 = 11,96
Cirka handicap for den runde er altså omkring 12.
Hvad du kan bruge tallet til
Cirka handicap er uofficielt, men det giver et klart billede af dit niveau. Du kan se, om du spiller på linje med en typisk hcp 10, 20 eller 36 spiller og følge din udvikling over tid. Det eneste det kræver er dine scores og banens CR og Slope.
Fakta
- Cirka handicap registreres ikke i Golfbox
- Du skal kende: par, Course Rating, Slope og din score
- Handicap differential: (Score – Course Rating) × 113 / Slope
- Brug gennemsnittet af dine bedste 3 eller 5 runder for et mere stabilt tal
- Du kan frit blande runder fra forskellige baner, så længe de har CR og Slope
Hvad det beregnede handicap ikke fortæller
Dit cirka handicap giver et godt pejlemærke, men det viser ikke hele sandheden om dit spil. Som pay & play-spiller spiller du næsten altid kun korte huller. Det gør scoren lavere end på en normal bane, fordi korte slag er langt lettere at kontrollere end lange slag.
Det betyder, at mange pay & play spillere fremstår lavere i handicap, end de reelt ville være på en fuld 18 hullers bane med lange par 4 og par 5 huller. De store fejl kommer som regel fra lange slag, og dem undgår man stort set på en par 3 bane.
Brug derfor dit cirka handicap som en indikator, ikke som en direkte sammenligning med spillere der spiller fuldlængde baner.

