Skovbo Golf Pay & Play er en varieret 9-hullers par 3-bane med flotte greens og vand i spil på flere huller. Banen byder på gode strategiske valg, men mangelfuld skiltning og et meget tæt layout med teesteder, greens og driving range tæt på hinanden trækker ned.
Fakta om banen
- Antal huller: 9
- Par: 27
- Længste hul: 140 m
- Korteste hul: 50 m
- Samlet længde: 955 m
- Banetype: Pay & Play
- Greenfee: 125 kr.
- Teesteder: Græs
- Driving range: Ja
- Klubhus/café: Ja, selvbetjening
- Adresse: Dalbyvej 50, 4140 Borup
- Hjemmeside: skovbogolfklub.dk
Skovbo Golfklub oplyser en pris på 125 kr. for Pay & Play på par 3-banen. Det fremgår ikke, at prisen giver mulighed for flere runder, og vi har derfor vurderet prisen som betaling for én runde på 9 huller.
Sådan finder du banen
Det var overraskende svært at finde Pay & Play-banen. Der mangler tydelig skiltning, og ved første tee var vi stadig i tvivl om, hvordan banen skulle spilles.
Hul 1 og 9 deler teeområde, og det samme gør hul 3 og 8. Der er hulnumre, men ingen pile, der tydeligt viser spilleretningen. Vi måtte derfor konsultere scorekortet, men oversigtskortet her har heller ikke hulnumre angivet.
Det er unødigt forvirrende på en Pay & Play-bane, hvor mange gæster må forventes at spille banen for første gang.
Hvem banen passer til
Spillemæssigt er Skovbos par 3-bane fin for begyndere og let øvede. Hullerne er mellem 50 og 140 meter, og selvom der er vand i spil på tre huller, kan man flere steder vælge en sikker vej udenom.
Man behøver derfor ikke kunne slå lange carries for at komme rundt. Til gengæld trækker navigationen og det tætte layout ned i begyndervenligheden. En ny spiller skal både gennemskue banen og være opmærksom på spillere fra andre huller.
Banens karakter
Banen er let kuperet uden store højdeforskelle. Det er ikke dramatisk terræn, men heller ikke en helt flad bane.
Styrken er variationen i hullerne. Her er både korte og længere par 3-huller, vand i spil på tre huller, en bunker foran en hævet green og flere steder forskellige muligheder for at angribe hullet.
Det giver en mere varieret golfoplevelse, end banens beskedne 955 meter måske antyder.
Greens, teesteder og bunker
Greens var flotte og velholdte ved vores besøg. De er forholdsvis små uden at være bittesmå, pænt hurtige og enkelte har lidt hældning. Vi så stort set ingen nedslagsmærker.
Der slås fra græs, men teestederne kunne være tydeligere markeret, især hvor to huller deler samme teeområde.
Der er kun én bunker, som for alvor kommer i spil. Den ligger til gengæld godt placeret på hul 5, som kun er 50 meter langt. Greenen er hævet med bunkeren direkte foran. Vil man på green fra tee, skal slaget over bunkeren. Alternativt kan man spille til siden og chippe op.
Banens 9 huller og længder
Hul 1 – Par 3 – 85 m
Hul 2 – Par 3 – 90 m
Hul 3 – Par 3 – 140 m
Hul 4 – Par 3 – 135 m
Hul 5 – Par 3 – 50 m
Hul 6 – Par 3 – 105 m
Hul 7 – Par 3 – 100 m
Hul 8 – Par 3 – 140 m
Hul 9 – Par 3 – 110 m
Samlet er banen 955 meter og par 27. Trods ni par 3-huller er der god variation i både længde og måden, hullerne skal spilles på.
Find golfkørekort nær dig
Skriv dit postnummer - så sender vi forslag til begynderforløb og golfkørekort i dit område.
Se muligheder nær migGratis og uforpligtende.
Spiloplevelse
Især vandet giver Skovbo noget af den variation og strategi, vi savner på mange korte Pay & Play-baner.
På hul 3 ligger en sø direkte i slaglinjen. Den direkte vej kræver omkring 50 meters carry, men det er muligt at spille udenom.
Hul 7 er et af banens bedste huller. Vil man nå green med teeslaget, skal bolden slås direkte over vandet omkring 100 meter. Den mere sikre løsning er at spille højre om vandet og forsøge at nå green i to slag. Det er præcis den type hul, vi godt kan lide: et tydeligt valg mellem det offensive slag og den mere strategiske vej rundt.
På hul 9 ligger vandet lige foran green. Hullet er 110 meter, men begynderen kan slå kort af vandet eller spille til højre eller venstre og først derefter gå efter green.
Sammen med det korte hul 5 giver det Skovbo flere huller, man faktisk kan huske efter runden.
Navigation og sikkerhed
Her ligger banens største svaghed. Banen er presset sammen på et forholdsvis lille område, og flere steder spiller man tæt på andre greens og teesteder. De to delte teeområder gør heller ikke banen mere overskuelig.
Det betyder, at man nogle gange må vente på spillere fra et andet hul, før det er sikkert at slå. På vores runde var der ikke mange mennesker, og vi ventede kun en enkelt gang eller to. På en travl dag kan det tætte layout potentielt give større udfordringer.
Driving range ligger desuden helt op til dele af par 3-banen uden afskærmning. På hul 9 lå der mange rangebolde på fairway. Skovbo har selv særlige sikkerhedsregler for området omkring driving range og par 3-banen, hvilket understreger behovet for ekstra opmærksomhed.
Klubhus og faciliteter
Der er klubhus med selvbetjeningscafé og driving range. Rundt på banen er der enkelte bænke, men vi så ingen skraldespande. Banen var alligevel pæn og ren uden affald langs hullerne.
Musik på golfbanen
På vores runde mødte vi en gruppe, der spillede musik fra en højttaler i golfbaggen. Det er anden gang, vi oplever det på en Pay & Play-bane, og vi håber ikke, det bliver en ny tendens. Efter vores mening hører højttalere ikke hjemme på en golfbane, hvor andre også skal kunne nyde roen og koncentrere sig om spillet. Vi kunne ikke finde et specifikt forbud hos Skovbo, men vi synes generelt, at golfklubber bør tage stilling til det.
Pris og værdi
Det koster 125 kr. for en runde på 9 huller. Det er en rimelig pris for en velholdt par 3-bane med gode greens og mere variation end mange tilsvarende korte baner. Navigationen og det tætte layout trækker dog lidt ned i den samlede værdi.
Højdepunkter
- Flotte og velholdte greens
- God variation trods kun par 3-huller
- Vand i spil på hul 3, 7 og 9
- Hul 7 giver et reelt valg mellem offensivt og strategisk spil
- Hul 5 udnytter sine kun 50 meter godt
- Græsteesteder
Vær opmærksom på
- Mangelfuld skiltning og forvirrende delte teesteder
- Greens og teesteder ligger flere steder meget tæt
- Driving range ligger tæt på banen uden afskærmning
- Rangebolde kan ende på fairway
- Det kompakte layout kræver ekstra opmærksomhed på andre spillere
Konklusion
Skovbo Pay & Play er en varieret par 3-bane med flotte greens og flere gode golfhuller. Især vandhullerne giver reelle strategiske valg, og begynderen kan ofte vælge mellem den direkte vej og en mere sikker rute.
Til gengæld trækker navigation og sikkerhed ned. Banen er presset sammen, flere teesteder deles, og driving range ligger meget tæt på par 3-banen. Det fungerede fint på vores relativt rolige runde, men kræver opmærksomhed på andre spillere.
Skovbo har dermed mere golfmæssig variation, end længden antyder, men også et layout med klare kompromiser. Samlet lander vi på 3 stjerner.
Samlet vurdering ★★★☆☆
Oplevelse: ★★★☆☆
Sværhedsgrad: ★★★☆☆
Begyndervenlighed: ★★★☆☆
Værdi for pengene: ★★★☆☆

