Nivå Golf Toftegård Pay & Play er en lang og krævende 9-hullers bane med både par 3 og par 4 huller. Banen belønner det lange spil, kan spilles fra tre tee-steder og er et godt næste skridt fra par 3 baner – især til vinterprisen.
Fakta om banen
- Antal huller: 9
- Huller: 5 x Par 3 og 4 x Par 4
- Længste hul: 400 m (gul tee)
- Korteste hul: 122 m (gul tee)
- Samlet længde: 2090 m (gul tee)
- Banetype: Pay & Play
- Greenfee: 150 kr i vinterhalvåret (9 huller)*
- Tee-steder: 3 forskellige (gul, rød og junior)
- Vinter tee: Fra måtte
- Out of bounds: Ja, flere steder langs hullerne
*Se afsnittet Pris & Værdi
Sådan finder du banen
Nivå Golf Toftegård Pay & Play ligger i Nivå i Nordsjælland, cirka 35 minutter nord for København og få minutter fra kysten mellem Rungsted og Humlebæk. Banen ligger i rolige omgivelser tæt på Nivå Golfklubs hovedanlæg.
Der er parkering ved klubhuset, og Pay & Play banen ligger i gåafstand fra både parkering og træningsområder.
Hvem banen passer til
Nivå Golf Toftegård er ikke en klassisk begynderbane, især ikke fra gul tee. Hullerne er lange, og selv par 3 hullerne kræver relativt lange slag.
Til gengæld kan banen spilles fra tre forskellige tee-steder, hvilket gør det muligt at tilpasse længden. Det betyder, at begyndere kan starte fra kortere tees og gradvist bevæge sig bagud, efterhånden som spillet udvikler sig.
Men banen giver bedst mening for spillere på vej fra par 3 baner og videre mod fuld bane-golf pga længden på nogle af hullerne.
Banens karakter
Toftegård favoriserer det lange spil. Fire af hullerne er par 4, hvilket gør banen markant mere krævende end en ren par 3 bane. Fairways er fine, roughen er begrænset, men out of bounds er i spil langs flere huller.
Banen byder på bunkers, træer, tværgående åer, en sø og flere blind shots over bakker. Der slås over to åer og over en sø, men ingen af delene fungerer som rene boldslugere, da det er muligt at lægge op og spille udenom.
Greens var gode og jævne ved besøget. De føles relativt hurtige og faste, men er samtidig flade uden nævneværdige niveauforskelle.
Banens 9 huller og længder (gul tee)
Hul 1: 257 m (Par 4)
Hul 2: 352 m (Par 4)
Hul 3: 400 m (Par 4)
Hul 4: 182 m (Par 3)
Hul 5: 150 m (Par 3)
Hul 6: 335 m (Par 4)
Hul 7: 160 m (Par 3)
Hul 8: 122 m (Par 3)
Hul 9: 132 m (Par 3)
Find golfkørekort nær dig
Skriv dit postnummer - så sender vi forslag til begynderforløb og golfkørekort i dit område.
Se muligheder nær migGratis og uforpligtende.
Spiloplevelse
Variationen mellem hullerne er mindre end på fx Frederikssund, men der er både dogleg højre og venstre. Banen tester primært længde, retningskontrol og beslutningstagning.
Der er flere steder med blind shots og enkelte steder, hvor det ikke er helt tydeligt fra teestedet, hvor man skal slå hen. Vi måtte to gange gå lidt frem i banen for at orientere os. Det er sandsynligvis også forklaringen på, at vi blev udsat for bolde, mens vi stod på 7. green – spillere fra 6. teested har formentlig set forkert.
Navigation og sikkerhed
Banen kræver opmærksomhed. Blind shots og out of bounds tæt på spil betyder, at man ikke bare kan slå løs. Det er vigtigt at råbe fore ved skæve slag. Banens længde kræver længere slag, og det er her de store skæverter kan opstå.
Det anbefales at have et scorekort med baneoversigt med på runden, så man ved præcis, hvor slaget skal placeres, især på de huller hvor landingsområdet ikke er synligt fra tee.
Pris og værdi
150 kr for 9 huller i vinterhalvåret er en stærk pris for en lang og krævende bane med både par 3 og par 4 huller. Ved en greenfee omkring 250 kr falder værdien, fordi der stadig kun er 9 huller, og fordi banen primært henvender sig til spillere med lidt erfaring.
Højdepunkter
- Fire par 4 huller giver reel baneoplevelse
- God bane til træning af det lange spil
- Mulighed for tre tee-steder giver fleksibilitet
- Gode og jævne greens
Vær opmærksom på
- Lang og krævende fra gul tee
- Flere blind shots – råb fore
- Out of bounds i spil på mange huller
- Vinter tee fra måtte
Konklusion
Nivå Golf Toftegård Pay & Play er en lang og krævende 9-hullers bane med både par 3 og par 4 huller. Den egner sig bedst til spillere på vej mod fuld bane-golf og belønner længde, planlægning og sikre beslutninger.
Muligheden for at spille fra tre forskellige tee-steder gør, at banen også kan bruges af begyndere, der vælger de kortere tees. Til vinterpris er den et rigtig godt tilbud.
Samlet vurdering ★★★★☆
Oplevelse: ★★★★☆
Begyndervenlighed: ★★☆☆☆
Værdi for pengene: ★★★★☆
* Ved 250 kr greenfee: Samlet vurdering ★★★☆☆










