Passebækgaard Pay & Play er en lang og varieret 9-hullers bane med både par 3, 4 og 5. Den kræver længde, men er tilgivende med brede fairways. Oplevelsen minder om en rigtig golfbane, og især hul 3-5 skiller sig ud.
Fakta om banen
- Antal huller: 9 (Par 3, Par 4 og Par 5)
- Par: 36
- Længste hul: 512 m
- Korteste hul: 137 m
- Samlet længde: 3118 m (hvid) / 2902 m (gul) / 2657 m (rød)
- Banetype: Pay & Play
- Greenfee: 275 kr. (1 runde) / 400 kr. (2 runder)
- Udstyr kan lejes: Ja (sæt og trolley)
- Driving range: Ja
- Træningsområder: Putting og chipping
- Restaurant/café: Ja
- DGU-kort kræves: Nej
- Adresse: Gilleleje
- Hjemmeside: passebaekgaard.dk
Prisen er i den høje ende for Pay & Play, men afspejler banens længde og kvalitet.
Sådan finder du banen
Passebækgaard Pay & Play ligger ved Gilleleje i Nordsjælland. Anlægget rummer både Pay & Play bane, driving range og træningsområder samlet omkring klubhuset.
Der er parkering tæt på, og det hele er let at finde rundt på.
Hvem banen passer til
Det her er ikke en klassisk begynderbane. Med både par 4 og par 5 huller og længder over 500 meter kræver banen et vist niveau i det lange spil.
Let øvede og øvede spillere vil få mest ud af banen. Ambitiøse begyndere kan godt være med, men skal forvente mange slag og en reel udfordring.
Banens karakter
Passebækgaard skiller sig ud fra de fleste Pay & Play baner ved at føles som en rigtig golfbane. Her er både par 3, par 4 og par 5 huller, brede fairways og tydelige strategiske valg.
Banen spilles som en fuld 9-hullers bane med par 36, tre tee-steder (rød, gul og hvid) og et klassisk scorekort, hvilket understreger oplevelsen af en “rigtig” bane.
Banen er kuperet og åben, og giver flere steder flot udsigt over området. Fairways er generelt brede, så der er plads til skæve slag, men længden gør stadig banen krævende.
Greens varierer i kvalitet. De første par greens bar præg af slid, mærker og sand, men niveauet blev markant bedre længere inde på runden. Samlet set ligger de omkring middel.
Banens 9 huller og længder (hvid tee)
Hul 1 – Par 5 – 506 m
Hul 2 – Par 3 – 137 m
Hul 3 – Par 4 – 435 m
Hul 4 – Par 4 – 325 m
Hul 5 – Par 4 – 403 m
Hul 6 – Par 4 – 259 m
Hul 7 – Par 4 – 346 m
Hul 8 – Par 5 – 512 m
Hul 9 – Par 3 – 195 m
Spillet fra hvid tee er Passebækgaard en usædvanligt lang Pay & Play bane med flere huller, der føles som en rigtig fuldlængdebane.
Variation i både længde og huldesign gør runden interessant hele vejen.
Find golfkørekort nær dig
Skriv dit postnummer - så sender vi forslag til begynderforløb og golfkørekort i dit område.
Se muligheder nær migGratis og uforpligtende.
Spiloplevelse
Banen kræver længde, men belønner også præcision. Bunkers er placeret, så de kommer i spil på drives, og flere greens har plateauer, som gør indspil og putting udfordrende.
Hul 3, 4 og 5 er banens stærkeste sektion. Her får du både længde, doglegs og niveauforskelle, som virkelig tester spillet.
Hul 5 er et højdepunkt med et højt teested og flot udsigt. Samtidig kan det skabe lidt ventetid, fordi mange venter på at kunne slå langt ned ad fairway.
Hul 8 er et langt par 5 med både bunker og vand i spil. Her røg min egen bold i vandet på andet slag. Men det er ikke en bane, der generelt sluger bolde. Jeg købte tre bolde i shoppen inden runden og havde stadig to med hjem, hvilket siger en del om, hvor tilgivende layoutet egentlig er.
Afslutningen på hul 9 foran restauranten giver en klassisk “tilskuerfølelse”, selvom det ved vores besøg var i regnvejr og uden tilskuere.
Navigation og sikkerhed
Skiltningen er god, og det er nemt at finde rundt. Banen føles åben og meget sikker, hvilket er en klar styrke.
Der er enkelte steder, hvor fairways ligger tæt, og hvor bolde fra andre huller kan komme i spil, men generelt er sikkerheden i top sammenlignet med mange andre Pay & Play baner.
Træningsfaciliteter
Der er driving range, putting green og chippingområde. Alt er samlet omkring klubhuset, hvilket gør det nemt at varme op eller træne kortspil.
Pris og værdi
275 kr. for en runde og 400 kr. for to er i den høje ende for Pay & Play. Til gengæld får du en bane, der minder mere om en rigtig golfbane end en klassisk begynderbane.
Oplevelsen og variationen retfærdiggør prisen, især for spillere der vil have mere end bare korte par 3 huller.
Højdepunkter
- Kombination af par 3, 4 og 5 huller
- Flot udsigt fra især hul 5
- Udfordrende greens med plateauer
- Stærk hulsektion på hul 3, 4 og 5
Vær opmærksom på
- I den dyre ende for Pay & Play
- Nogle greens var slidte ved vores besøg
- Kan være travl og give ventetid på enkelte huller
Konklusion
Passebækgaard Pay & Play er en af de mest “rigtige” Pay & Play baner i Nordsjælland. Længden, variationen og huldesignet gør den markant mere udfordrende end typiske begynderbaner.
Den kræver noget af dit lange spil, men belønner også med gode oplevelser og flotte huller. For let øvede og øvede spillere er det en bane, der klart er værd at køre efter.
Samlet vurdering ★★★★☆
Oplevelse: ★★★★☆
Sværhedsgrad: ★★★★☆
Begyndervenlighed: ★★☆☆☆
Værdi for pengene: ★★★☆☆













