1) Fokuser på det grundlæggende
Golf handler om teknik, balance og rytme – ikke om kraft. Øv dig på at få et godt greb, en stabil stand og et roligt sving. Start med et jern som 7- eller 8-jern, som er lettere at kontrollere end en driver. Når du lærer at ramme bolden rent, kommer længden helt naturligt.
Et godt greb og en stabil stand giver kontrol over køllehovedet – og dermed bolden. Uden balance mister du både kraft og præcision. Brug tid på at finde din naturlige stilling: fødder i skulderbredde, vægten midt på fødderne, og hænderne placeret, så køllen føles naturlig i hænderne. Hold fast som du ville holde en fugl – fast nok til at den ikke slipper væk, men uden at klemme.
2) Tag en lektion tidligt
Det kan være fristende bare at kaste sig ud i spillet, men en kort lektion fra en træner giver dig et stærkt fundament. Du lærer de rigtige bevægelser og undgår dårlige vaner, som senere kan være svære at rette op på. En træner ser ting, du ikke selv mærker – fx for stramt greb, skæv opstilling eller forkert rytme. En kort feedback fra starten kan spare dig for mange timers frustration.
3) Træn smart
Mange begyndere bruger al tiden på driving rangen, men du bliver ikke en bedre spiller hvis du ikke også træner korte slag: chipping, pitching og putting. Det er her, du sparer flest slag på banen. Øv hellere få, rolige slag med fokus på kvalitet frem for kvantitet.
Jeg plejer at dele min træning op i tre dele: nogle bolde på rangen med fokus på rytme og balance, derefter chipping eller pitching, og til sidst tid på putting green. Tag pauser mellem slagene, så du når at mærke, hvad der virker. Det er langt mere effektivt end at slå 200 bolde i træk uden tanke, for det giver højst en øm skulder eller ryg.
4) Spil fra de forreste tees
Når du går på banen, så vælg de korteste tees. Det gør spillet mere overskueligt og sjovt. Dit mål er at lære spillet og få gode oplevelser – ikke at presse dig selv unødigt med lange huller. Kortere huller betyder flere gode slag i fairway og hurtigere læring. Du oplever flow i spillet og undgår unødig stress på lange par 4- og 5-huller. Spil fra forreste tee, indtil du konsekvent rammer fairway – det øger både selvtilliden og spilleglæden.
5) Kend golfetiketten
Golf handler også om respekt for banen og de andre spillere. Ret nedslagsmærker, læg turf tilbage, og hold tempoet, så du ikke sinker gruppen bag dig. En god etikette gør spillet mere behageligt for alle. Når du kender de uskrevne regler, bliver du straks opfattet som en erfaren og behagelig spiller at være på runde med.
Læs også min artikel om golfetikette
6) Vær tålmodig
Golf kan være frustrerende i starten – men husk, at alle har været der. Accepter de dårlige slag og glæd dig over de gode. Nøglen til at blive bedre er at nyde processen og holde humøret højt. Frustration giver spænding i kroppen, og spænding ødelægger rytmen. Når du accepterer fejlene, bliver kroppen løsere – og slagene bedre.
7) Spil med andre og lær undervejs
Golf er en social sport, og du lærer meget af at spille med andre. Se, hvordan de bevæger sig, stiller sig op og tænker deres slag igennem. Spørg om tips – de fleste golfere hjælper gerne en nybegynder.
Et godt trick er at stille ét konkret spørgsmål pr. hul eller runde – fx “hvordan vælger du jern til det slag?”. Lyt, prøv selv, og vurder bagefter hvad der virker for dig. Det er en hurtig og motiverende måde at lære på. Og du må selv vurdere om der går for meget “Spørge Jørgen“ i dig alt efter situationen og dem du spiller med.
8) Brug udstyr, der passer til dig
Det rigtige udstyr kan gøre en stor forskel, når du starter. Let tilgivende jern, en driver med høj loft og en putter, der føles naturlig, hjælper dig med at få succesoplevelser hurtigere. Udstyret skal føles rigtigt for dig – ikke nødvendigvis være det dyreste eller mest avancerede.
Her på Golfstart.dk vil vi i fremtiden linke til udstyr, der er specifikt udvalgt til begyndere.
Golf handler om bevidsthed og små fremskridt. Vælg ét råd fra listen og brug det en uge. Næste uge tager du et nyt. Det vigtigste er ikke perfektion -men at du nyder spillet og bliver lidt bedre for hver runde.

