De 3 vigtigste putting-øvelser

27. oktober 2025

Putting er golfens store paradoks: Det ser simpelt ud, men det er her, de fleste mister flest slag. Selv for mig er det stadig den del af spillet, jeg kæmper mest med. Jeg har lært at acceptere, at putting kræver tålmodighed og kontinuitet – og jeg får i det mindste afsat tid til det hver gang, jeg er på driving range eller efter en runde.

Hvis du – som jeg – gerne vil reducere antallet af 2- og 3-putts, så er det ikke de lange drives, der gør forskellen. Det er de små, gentagelige øvelser, der bygger sikkerhed og føling. Her er tre, jeg anbefaler:

1. Længdekontrol-zonen

Find et hul på putting green og læg et lille stykke tape, en tee eller en mønt cirka 75-80 cm bag hullet. Put nu fra 4-5 meter mod hullet. Hvert put skal ende inde i zonen: Enten som en bold, der stopper kort af hullet, ruller forbi eller går i.

Træner længdekontrol, tempo og føling – og hjælper dig direkte med at reducere antallet af 3-putts.

2. Gate drill

Sæt to tees lige uden for dit putterhoved, så du kun har få millimeter luft på hver side. Put gennem porten uden at ramme teesene.

Træner et stabilt og lige puttesving – og hjælper dig med at slå bolden midt på slagfladen hver gang.

3. Cirklen

Placér fire bolde i en cirkel omkring et hul – cirka én meter fra. Sæt dem alle i træk, før du går videre. Udvid derefter cirklen til halvanden og to meter.

Giver dig selvtillid på de korte putts, hvor mange slag typisk går tabt.

Tip: 80 % af alle putts på banen er under to meter. Det er her, du kan hente flest slag – og ingen forbedring giver hurtigere resultater end de korte putts.

Anbefalede artikler