Nybegyndere tænker sjældent på deres indspil og det næste slag. Men det er en rigtig gode ide.
Og det spørgsmål man skal stille sig selv er ikke bare: “Kan jeg komme tæt på flaget?” Det rigtige spørgsmål er nemlig “Hvilket put efterlader jeg mig selv med?”

Når man først begynder at stille det spørgsmål, ændrer det hele tilgangen til indspil sig.
Ikke fordi man slår bedre slag, men fordi man begynder at træffe bedre beslutninger.
Og jeg ved at man som nybegynder har svært ved at placere sin bold præcis hvor man vil. Men man kan tænke over hvad der sker med et indspil man laver, hvis det bliver kort/langt.

Statistikken er tydelig

Der er nemlig markant forskel på at putte op ad bakke og ned ad bakke. Det gælder både professionelle spillere, og måske i endnu højere grad amatører.

Data fra blandt andet Shot Scope og TrackMan viser, at putts op ad bakke i gennemsnit bliver sat oftere i hul, og at spillere treputter langt sjældnere, når de putter op ad bakke. Samtidig er den efterladte afstand efter et miss kortere, hvilket giver et langt lettere næste put.

For amatører i handicapområdet 15 til 25 er forskellen ekstra tydelig. Shot Scope-data viser, at denne gruppe treputter op til 40 procent oftere på putts ned ad bakke end op ad bakke. Det er ikke marginale forskelle. Det er forskelle, der kan ses direkte på scorekortet.

Kort sagt: Putts ned ad bakke er sværere at styre. Ikke fordi de er teknisk sværere, men fordi bolden accelererer, og små fejl bliver forstørret.

Hvorfor ned ad bakke koster flere slag

Når du putter ned ad bakke, skal bolden trilles langsommere for ikke at løbe forbi. Det gør længdekontrol mere usikker, og selv små fejl i retning får større betydning. Bolden stopper ikke af sig selv, og et lille overhit kan hurtigt efterlade et langt og svært comeback putt.

Når du putter op ad bakke, er situationen modsat. Du kan slå bolden mere bestemt, bolden stopper hurtigere, og fejl bliver mindre strafbare. Det giver både bedre kontrol og større tryghed.

Det er ikke en mavefornemmelse. Det er dokumenteret.

Hvad betyder det for dine indspil?

Hvis du konsekvent sigter direkte mod flaget uden at tage højde for greenens hældning, overlader du meget til tilfældigheder. Du håber på det perfekte slag, i stedet for at planlægge efter det mest sandsynlige.

Hvis du i stedet er bevidst om, hvor du helst vil lande bolden, kan du planlægge dine indspil langt klogere.

Forestil dig et hul, hvor flaget står midt på en green med tre plateauer. Du slår normalt for at komme tættest på flaget, men risikerer ved et for langt slag, at din bold lander på øverste plateau, som ifølge statistikker er det værste. Sæt i stedet dit slag efter en prioriteret række:
– Tæt på flaget
– Under flaget

Tværsnit af green med prioriterede zoner for indspil

På dette tværsnit af en green vil din prioritet være Zone 1, Zone 2 og sidst Zone 3.
Det vil betyde færre treputts, bedre længdekontrol og i sidste ende lavere score. Ikke fordi du rammer flaget oftere, men fordi dine fejl bliver billigere.

Det her er management, ikke teknik

Det er vigtigt at være ærlig. Ikke alle begyndere kan konsekvent placere deres bold præcist på green. Mange kæmper stadig med solid boldkontakt.

Men det ændrer ikke på det grundlæggende princip. Bevidsthed er første skridt. Beslutninger kan træffes før slaget. Og man kan vælge et sikkert område frem for et optimistisk.

Selv hvis du ikke altid rammer det ønskede område, vil dine mest sandsynlige slag oftere give dig et lettere næste slag, hvis du har tænkt over placering i forhold til hældning og flag.

Sammenhængen til træfmønstre

Hvis du kender dit træfmønster på indspil, bliver effekten endnu tydeligere.

Har du for eksempel et mønster, hvor dine slag oftest bliver lidt korte, og flaget står midt eller højt på en green, der hælder bagfra og frem, er det ikke en fejl at lande kort. Det er en fordel.

Du spiller ikke imod dit mønster. Du spiller med det.

Hvor meget betyder det i praksis?

Over en enkelt runde kan det nemt betyde én færre treputt, én bedre toputt i stedet for tre og ét ekstra putt med reel chance for at gå i hul. Det er hurtigt to til tre slag sparet uden at slå bedre slag.

Over en hel sæson bliver forskellen markant.

Kort sagt

Putts op ad bakke er statistisk lettere end putts ned ad bakke, især for amatører. Indspil bør derfor planlægges efter næste slag, ikke kun efter flaget. Det handler ikke om perfektion, men om management.

Du behøver ikke slå bedre slag for at score bedre. Du skal bare begynde at efterlade dig selv nemmere putts.